Fra filmstudier til PC samlebånd på rekordtid

 

2005.06 Nordea Ejendommes datterselskab Danbyg har på 2 måneder nyindrettet 14.000 m2 lokaler i Høje Taastrup, hvorfra Bax Global nu skal samle og distribuere Dell-produkter til hele Norden og Baltikum.

Nordea Ejendommes datterselskab Danbyg vovede billedligt talt det ene øje, da det efter henvendelse fra ejendomsmæglerfirmaet RED og Kornbo Erhverv i slutningen af februar sagde ja til at nyindrette 14.000 m2 tidligere filmstudier og lagerlokaler inklusive nyopførelse af en mellembygning på 1.000 m2, således at alt skulle stå klar til indflytning for Bax Global tirsdag den 17. maj.

Den snævre tidsplan skyldes, at Bax Global efter en lang søgeproces i det storkøbenhavnske marked, som blev udvidet til også at omfatte Sydsverige, måtte erkende, at det var vanskeligt at finde en egnet lokation, og at det kun kunne lade sig gøre ved en hurtig og fleksibel indsats og indstilling fra alle involverede parter.

Bax Global, der er en af de største transport- og logistikoperatører på verdensplan, udvider dermed sine aktiviteter i Danmark ganske betragteligt. I de nye lokaler, der ligger på Helgeshøj Alle 22-24 i Høje Taastrup, skal der således beskæftiges omkring 50 medarbejdere udelukkende med pakning og distribution af Dell’s computerprodukter til hele Norden og Baltikum.

- Det har helt klart været en stor udfordring for os, siger underdirektør Lars Gøtke, Danbyg. Vi havde nemlig ikke så mange ledige m2 på hånden, hvilket betød, at vi skulle bede flere af vores lejere om at flytte lokaler med meget kort varsel. Hertil kom, at vi skulle opføre en 1.000 m2 ny bygning mellem den hal, som indtil for nylig rummede Nordisk Film TV, og en tilsvarende hal for at skabe den nødvendige plads.

650 m3 vandreservoir til helt nyt sprinklersystem

Projektleder Ole Jørgen Olsen, der har været ansvarlig for byggeriet, fortæller, at et af tidspressene har været etableringen af et specielt sprinklersystem, der er så nyt i Danmark, at det først skulle typegodkendes. Det kræver samtidig bygningen af et 650 m3 vandreservoir med pumpehus, som er placeret lige uden for den nye mellembygning.

- Sprinklersystemet betyder, at vi ikke behøver at have de sædvanlige brandsektionsvægge for hver 2.000 m2. 1. marts begyndte vi derfor nedrivningen af såvel sektionsskillevægge som det indskudte 1. sals dæk i den ene lagerhal på 8.000 m2, hvilket blev færdigleveret med ovenlys og støvbundne gulve allerede den 4. april. Her indretter Bax Global selv 1.900 løbende meter reoler i 6 meters højde samt et conveyorbånd, som føres videre op i messaninhøjde til den nyopførte hal og videre gennem de tidligere filmstudier, hvor der nu bliver pakkecentral for Dell-produkterne.

Stenuld i stedet for beton

Da der er 3 måneders leveringstid på betonelementer, har vi været nødt til at finde på en anden løsning for opførelse af mellembygningen, fortæller Ole Jørgen Olsen. Vi har således bygget den op i en stålkonstruktion bestående af finske Paroc elementer, som er stålpladebeklædt stenuld i 20 cm tykkelse. Den nye mellembygning blev færdigleveret med udgangen af april.

Vi har etableret henholdsvis 6 og 5 nye ramper til ind- og udgående varer i hver sin hal. Hertil kommer asfaltering af et større udenomsareal, idet vi har flyttet 7.000 m3 jord for at skabe gode tilkørselsforhold samt mulighed for en yderligere udvidelse af bygningerne på 3.000 m2, slutter Ole Jørgen Olsen.

 

Projektleder Ole Jørgen Olsen ses her i den ene hal med 1.900 løbende reolmeter i 6 meters højde samt et conveyor bånd, der fører PC-elementerne frem til pakkecentralen i den tilstødende hal.