Bel Colle Parken - Rungsted
Bel Colle Parken er et eksklusivt boligbyggeri, beliggende det gamle villakvarter nord for Rungsted Hegn, få hundrede meter fra Strandvejen, Rungsted Havn og Øresund.
Bebyggelsen består af 9 dobbelthuse i 2 plan, placeret langs parkens nordlige forløb, således at de enkelte huse har terrasser og maksimalt udsyn og adgang til parken.
Opførelsen af husene er sket med stor veneration for områdets egenart, det kuperede terræn og den værdifulde, ældre bevoksning, der dels består af enkeltstående træer og buske og dels af næsten skovagtige trægrupper og budskadser. Herudover er der omkring og mellem de enkelte huse plantet store områder med rododendron.

Bel Colle Parken er præmieret af Hørsholm Kommune for bebyggelsens høje kvalitet og materialevalg, samt for den flotte integration af en ny bebyggelse i det eksisterende landskab.
